Børn, feber og antibiotika
Er feber farligt og skal barnet have antibiotika? Her er et par informationer og tips til bekymrede forældre og bedsteforældre.
Når dit barn har feber
Feber er meget normalt hos børn. Feber er normalt et tegn på infektion, der oftest skyldes vira, som ikke er farlige. Feber er en normal del af bekæmpelsen af infektion. Med mindre feberen er meget høj (omkring 42°C), er feberen ikke farlig i sig selv. Det er vigtigere at overveje følgende spørgsmål: “Synes mit barn sygt?” end at kende barnets temperatur i sig selv. Du skal behandle barnet, ikke feberen.
Der er fire måder, hvorpå du kan tage dit barns temperatur: i munden (oralt), i endetarmen (rektalt), i armhulen (axillært) eller i øret (tympanisk). Brug et digitalt termometer. I Danmark anbefaler vi måling af barnets temperatur i endetarmen.
Hvordan behandler jeg mit barns feber og hvor meget medicin bør jeg give?
Husk at feberen i sig selv som regel ikke er skadelig for dit barn, og at de fleste børn ikke føler ubehag, før feberen når 39,5-40°C. Feber i sig selv gør ikke, at man skal give barnet febernedsættende medicin, men hvis dit barn er meget utilpas eller har smerter i f.eks. ørerne, kan det hjælpe at give lidt paracetamol. Dette kan fås som både stikpiller, misktur og tabletter. Til mindre børn er det mere præcist at dosere miksturen. Især ved øresmerter og ledsmerter hos børn >1 år kan Ibuprofen anvendes. Febernedsættende medicin nedsætter ikke risikoen for feberkramper.
Pakningen informerer om anbefalede doser. Hvis dit barn er under to år eller meget lille for hans/hendes alder, kan det være vigtigt at bestemme den præcise dosis. Du kan altid kontakte os hvis du er i tvivl.
Hvornår skal jeg søge læge?
Kontakt din praktiserende læge eller 1813, hvis dit barn:
- Er usædvanligt pjevset, utilfreds, irritabel.
- Hvis du har svært ved at trøste dit barn som vanligt.
- Er meget træt, sløvt eller ukontaktbart.
- Har feber og er under tre måneder gammelt.
- Har feber og udslæt.
- Har feber højere end 39°C, feber som varer mere end fem dage, eller hvis barnets almene tilstand forværres.
Hvad kan jeg ellers gøre?
- Du kan sikre dig, at dit barn har det nogenlunde og hviler sig. Tilse barnet ofte, også om natten.
- Du kan give dit barn væske i rigelige mængder (brystmælk til ammende børn). Ring for at få rådgivning, hvis du er bekymret for dehydrering. Tørre bleer, indsunkne fontaneller (“blødt punkt”), mundtørhed, indsunkne øjne, dårlig almen tilstand er tegn på dehydrering.
- Fjern ekstra dyner og tøj, men tag ikke alt tøjet af dit barn. Dit barn kan blive for nedkølet og begynde at ryste. Barnet producerer derved mere kropsvarme for at hæve temperaturen igen.
- Undgå køling ved viftning eller med kolde, fugtige svampe. Undgå kolde bade eller isbade.
Virus eller bakterier?
Langt de fleste infektioner hos mindre børn, f.eks. forkølelse og influenza, skyldes virus. Når barnets sygdom skyldes virus, har antibiotika ingen effekt på sygdommen. Barnet risikerer at få bivirkninger af medicinen, og ved at give barnet en antibiotikakur er man med til at øge bakteriers udvikling af resistens (modstandsdygtighed) over for antibiotika.
Ved milde infektioner med bakterier som f.eks. mellemørebetændelse og bihulebetændelse, gav man tidligere ofte antibiotika. Men ud over at man på den måde altså har været med til at øge bakteriers resistens, så har undersøgelser siden vist, at det kun er ét barn ud af 20, der får effekt af antibiotika (typisk forkortes sygdommen ½-1 døgn). Samtidig vil ét ud af 14 børn få bivirkninger af at tage antibiotika, f.eks. diarre, ondt i maven, opkastninger og/eller udslæt.
Ondt i ører, hals eller bihuler?
Har dit barn ondt i ører/hals/bihuler, så sørg for at barnet får hvile, ikke ligger for varmt, hvis det har feber, og at barnet drikker rigeligt. Du kan også give smertestillende medicin f.eks. paracetamol som brusetablet, som flydende væske eller som stikpille i endetarmen, hvis barnet er plaget af smerter.
Hvis barnet ikke bliver bedre efter et par dage, eller hvis barnet bliver slapt, får svært ved at trække vejret eller du har svært ved at få kontakt til barnet, skal du søge læge.
Læs mere
Ønsker du at vide mere eller er du i tvivl, kan du læse i denne lille bog til forældre med viden om infektioner og antibiotika.
Du kan også se mere på linket Børnelægernes Børnetips.