Graviditet & efter fødsel

Graviditet & efter fødsel

Graviditet
Hvad sker der anatomisk og fysiologisk i kroppen under en graviditet?

En af de mest synlige ændringer under graviditeten er naturligvis vægtstigningen. Vægten og forskydning af kroppen tyngdepunkt påvirker belastningen af leddene, særligt bækkenet og lænden. Det kan give graviditetsrelaterede gener eller smerter. Kroppen oplever hormonelle påvirkninger og producerer bl.a. større mængder relaxin, som er med til at blødgøre ledbånd, brusk og bindevæv. Hermed bliver leddene mere bevægelige, da bækkenet forberedes på at kunne udvides ved fødslen.

Den øgede hormonproduktion nedsætter lukketrykket i bækkenbunden og sammen med øget tyngde på underlivet, vil kvinder i graviditeten opleve en større belastning på bækkenbunden. Forebyggende bækkenbundstræning har vist flere positive effekter;

  • Trænede muskler brister mindre
  • En trænet bækkenbund vil genvinde hurtigere styrke efter skade
  • Træning modvirker belastningen af graviditeten
  • Træning af bækkenbunden har vist mindre risiko for urininkontinens i op til 6 måneder efter fødsel

Der sker en stigning i kaloriebehovet med 10-15% hos gravide. Man forbrænder mere som gravid, særligt hvis man er fysisk aktiv. Kredsløbet ændres i form af større blodvolumen og hurtigere puls. Blodtrykket vil falde indtil midten af graviditeten og derefter stige indtil samme værdier som før graviditeten.

Iltindholdet i blodet stiger, særligt i 1. trimester, og iltoptagelsen i kroppen øges. Du vil som gravid opleve at blive hurtigere forpustet, da man under graviditeten har øget iltbehov i hvile og bruger mere energi på at trække vejret. Organerne trykkes opad i takt med, at barnet vokser og lungevolumen bliver mindre.

Under aktivitet, er det vigtigt at få nok væske, for at komme af med sved og overskudsvarmen. Varmeproduktionen øges under graviditet, og væske er derfor særligt vigtigt under graviditeten for at opretholde væskebalancen.

Husk at lytte til din krop og respekter dens signaler. Alle graviditeter er forskellige, og man har derfor også forskellige behov for aktivitet og hvile. Sørg for at holde de pauser, som kroppen har brug for. Det kan være en god idé at få hjælp og vejledning til den rette træning og bevægelse i hverdagen hos en fysioterapeut.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at raske gravide er fysisk aktive minimum 30 min. hver dag.

Her er nogle essentielle grunde til hvorfor, at træning er sundt under graviditet:

  • Færre fødselskomplikationer
  • Mindre risiko for inkontinens under graviditet
  • Mindre risiko for graviditetsrelateret diabetes.
  • Forbedret kredsløb, som øger blodforsyningen til dine organer og til fostret
  • Bedre venefunktion, så du mindsker væskeophobning i kroppen
  • Styrkelse af dine knogler, muskler, sener og ledbånd, som giver de bedste forudsætninger for kroppen under graviditet, fødsel og perioden efter fødsel.
  • Større overskud og energi i hverdagen!

Det er en god idé både at lave konditionstræning og styrketræning for at trænet kredsløbet og styrke muskler, knogler, sener og ledbånd. Den generelle anbefaling lyder på, at styrketræningen ikke bør intensiveres under graviditeten. Hvis der opleves smerter i ryg og/eller bækken kan det være en fordel at have fokus på ikke vægtbærende træning for at aflaste bækken og ryg. Såfremt man er i risiko for graviditetsrelaterede diabetes, bør man være mere fysisk aktiv end de anbefalede retningslinjer, da aktivitet bedre insulinfølsomheden.

Gravidtræning på hold i FysioDanmark Hellerup
Holdet er til dig, som ønsker vejledning og træning i forbindelse med din graviditet, så du kan forblive stærk og aktiv gennem graviditeten. Når du er gravid, sker der en helt naturlig ændring af din krop. Disse ændringer kan give bl.a. svækkelse af mavemusklerne og bækkenbunden, spændinger eller smerter i nakke, ryg og bækken samt nedsat kondition. Der vil blive taget hensyn til de kropslige forandringer, og du vil få trænet hele kroppen igennem.

Der er plads til alle niveauer på holdet – uanset dit aktivitetsniveau før og under graviditeten. Du vil starte med en individuel konsultation, hvor du gennem en grunding undersøgelse og samtale vejledes i din kommende træning. 

Holdet henvender sig til den gravide, som oplever et “almindeligt” graviditetsforløb. Det er derfor en god idé at kontakte din læge for vejledning, hvis du oplever komplikationer under graviditeten, men ønsker at deltage på holdet. Du er også velkommen til at kontakte klinikken, hvis du er i tvivl om, hvorvidt holdtræningen er noget for dig.

Træningen varetages af uro-gyn-obs fysioterapeut Vibe Jeppesen, som er specialiseret i bækkenbunden, graviditet, efterfødsel og inkontinens.

Træning hver tirsdag kl. 15.30-16.30

Henvend dig på tlf. 39629520 eller admin@fdhellerup.dk

Fødselsforberedelse
Vi afholder fødselsforberedelse hver anden tirsdag aften med forskellige emner fra gang til gang. Temaerne roterer, så du kan deltage i de temaer, som du ønsker, når du har lyst.

Temaer:

  • De fysiologiske ændringer i kroppen under graviditet
  • Bækkenbunden og graviditet
  • Fysisk aktivitet under graviditeten
  • Fødslen
  • De første timer efter fødsel
  • Amning
  • Fødselsforberedelse for partneren
  • Trivselskemaer
  • Fysisk aktivitet i barselsperioden
  • Baby motorik og massage

Tidspunkt for fødselsforberedelsen kommer snarest.

Fødslen
Bækkenbundsmusklen strækkes op til 3,26 gange dens normale længde under en fødsel. Kroppens fysiologiske forandringer under graviditeten, gør det muligt at udvides i dette omfang.

Risikoen for bristning ved fødsel stiger med alderen, antal fødsler, barnets hovedstørrelse og barnets fødselsvægt. Lang presseperiode kan også have en indvirkning. Med tanke på fødestilling og støtte af mellemkødet under pressefasen kan man forsøge at forebygge en eventuel bristning.

Forebyggende bækkenbundstræning har vist mindre risiko for bristning under fødsel samt bedre genvundet styrke i bækkenbunden efter fødslen.

Efter fødsel
Det er helt naturligt at opleve sin krop som anderledes efter en fødsel. Maven har båret på en baby og skal have tid til at komme sig måneder efter fødslen. Din bækkenbund er både under graviditet og efter fødslen mere elastisk, og kan derfor ikke klare helt den samme belastning som tidligere. Det vigtigste er tid – kroppens tid til at hele og komme sig efter en graviditet og fødsel. Med tiden vil maven samle sig mere og efter ammeperioden, vil hormonniveauet falde.

Når du genoptræner kroppen i barselsperioden, bør du i starten have særligt fokus på bækkenbundstræning og træning af kernemuskulaturen. Den første træning er derfor knibeøvelser samt aktivering af de dybe mave- og rygmuskler samt vejrtrækningsmusklen.

Efterfødselshold
Ønsker du en målrettet genoptræning efter graviditet og fødsel, så er holdtræning en god løsning. Nogle måneder efter fødslen er din krops led, muskler og sener stadig påvirket af hormoner, og er mere mobile og elastiske. Op til et år efter fødslen, kan din bækkenbund fortsat være mere elastisk og i øget risiko for overbelastning. Det er derfor vigtigt, at man efter en fødsel er opmærksom på relevant genoptræning – særligt bækkenbunden og mavemusklerne. Bindevævet mellem mavemusklerne tager tid om at blive genopbygget, og for nogen skal man være særligt opmærksom på ikke at belaste bindevævet for meget – også selvom resten af kroppen kan klare belastningen.

Vi tilbyder et efterfødselshold med fokus på specifik træning af bækkenbunden og mavemusklerne, men hvor du samtidig får pulsen op og får trænet hele kroppen igennem. Der tages særligt hensyn til kejsersnit, bækkenbundsproblemer og delte mavemuskler.

Inden opstart på holdet ses du individuelt af fysioterapeuten, som vil foretage en undersøgelse af bl.a. bækkenbunden og teste for rectus diastase (delte mavemuskler). Dette er for at sikre, at træningen er relevant til netop dig og dine behov.

Du vil efter 12 uger opleve en stærkere bækkenbund og kernemuskulatur samt en generel bedre styrke og stabilitet i hele kroppen.

Konsultationer og træning varetages af uro-gyn-obs fysioterapeut Vibe Jeppesen, som er specialiseret i bækkenbunden, graviditet, efterfødsel og inkontinens.

Der sættes to timer af, så du 30 min. før og efter træningen har tid til alt det praktiske med den lille og samvær med deltagerne. Træningen varer 55 min.

  • Første konsultation – indledende samtale, undersøgelse og vejledning
  • 12 ugers træning, 2 x ugentligt
  • Afsluttende konsultation – samtale, undersøgelser og vejledning i din videre træning

Henvend dig på tlf. 39 62 95 20 eller admin@dfhellerup.dk

Nyhedsmail FysioDanmark Hellerup
Ønsker du nyheder fra FysioDanmark Hellerup - skriv dig op her
Scroll til toppen