Rectus diastase

Har du delte mavemuskler?

Rectus diastase - Har du delte mavemuskler?

Rectus diastase – har du delte mavemuskler?
Oplever du at maven buler ud, når du anstrenger dig eller bare står stille? Kan du mærke og se et blødt mellemrum på midten af maven? Ser din mave gravid ud, selvom det er længe siden, at du har født? Oplever du nedsat styrke af mave og ryg? Måske du oplever forstoppelse, brok eller har mavesmerter, når bukserne sidder for stramt. Alt dette kan være tegn på delte mavemuskler, også kaldt rectus diastase.

Efter en fødsel er det helt naturligt at have delte mavemuskler. Bindevævet mellem de store, lige mavemuskler deler sig mere i takt med en voksende gravid mave. Hos nogen samler maven sig igen efter nogle måneder, mens hos andre forbliver mellemrummet forstørret.

Hvordan træner man en rectus diastase?
Vi ved, at bindevæv tager langt tid om at blive genopbygget og blive stærkere. Men med de rette øvelser og fokus på netop dine behov, kan du langsomt genoptræne vævet optimalt og få en stærkere kerne.

Ved en fysioterapeutisk konsultation undersøges kroppens kernemuskler, kropsholdning samt eventuelle andre problemstillinger. Herudfra lægges en plan for dit træningsforløb. Du vil bl.a. få et hjemmeprogram indeholdende vejledning i optimal holdning og gode bevægelser i hverdagen samt styrke- og stabilitetstræning af kernemuskulaturen. Det anbefales, at du laver træning 3-5 gange ugentligt. Måske virker træning uoverskueligt i en travl hverdag med små børn, og netop derfor er denne træning optimal for dig. Træningsprogrammet gøres funktionelt, så du kan overføre træningen til hverdagen, og du vil bruge ca. 15 min. på programmet. Derudover får du nogle simple dagligdagsøvelser.

Træning er ikke et quick fix, men med de rette tiltag vil du opleve stærkere kernemuskulatur og bindevæv. Du vil føle dig stærkere i din hverdag og i din træning.

Hvad er kernemuskulaturen?

Din kerne består af en top, bund, bagvæg og forvæg. Din bund er bækkenbundsmuskulaturen, som støtter underlivsorganerne som en skål og holder os kontinente. Vores top er vejrtrækningsmusklen, diaphragma. En god vejrtrækning er vigtigt for en stærk kerne og samspillet mellem musklerne. Vores bagvæg er de dybe rygmuskler og forvæggen er den dybe mavemuskulatur. Kernen holder kroppen stabil og stærk i siddende, stående og ved bevægelse. Samspillet mellem kernemusklerne er derfor afgørende – både i hverdagsbevægelser og i din træning.

Book en tid hos Vibe Jeppesen, fysioterapeut med speciale i graviditet, efterfødsel og bækkenbunden.

Henvend dig på tlf: 39 62 95 20 eller på mail 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen