Internettet

Internettet som opslagsværk

Internettet er et stort fantastisk opslagsværk – du kan i løbet af få sekunder søge på hvad som helst og få et svar millisekunder efter.

Der er mange hjemmesider med særinteresser inden for sundhed og sygdom, både af personlig og af kommerciel karakter. Medicinalfirmaer har af og til deres egne hjemmesider, der omhandler sygdomme, som passer til lige netop deres produkt. Det gælder også inden for naturlægemidler.

Når der er tale om en kommerciel hjemmeside, bør du være opmærksom på, om der bag informationerne ligger et ønske om, at du skal guides til at købe lige netop deres produkt. Samtidig kan der være linket reklamer til sundheds/sygdomsinformationerne, der kan påvirke dig bevidst eller ubevidst.

Det kan også være, at hjemmesiden måske kun har det ønske at skabe opmærksomhed om et symptom, man har, men som man egentlig ikke tillægger sygdom og behandling.

De vigtige fem spørgsmål, du skal stille dig selv, når du er på en ny hjemmeside:

  1. Hvem er afsender? Er det en interesseorganisation, en sundhedsstyrelse eller underafdeling heraf, et universitet, en sundhedsorganisation, et hospital eller et firma, måske et medicinalfirma? Måske kan du slet ikke finde en afsender? Hvis du ikke kan finde en tydelig afsender, så drop siden. Et højt søgeresultat i google behøver ikke at betyde, at det er et validt site.
  2. Er der reklamer? Hvis der er reklamer, betyder det, at den, der står bag hjemmesiden, vil noget andet end blot at informere – og har behov for reklameindtægterne og derfor for din interesse. De hjemmesider, der indeholder neutral og valideret sundhedsinformation, har ikke reklamer.
  3. Prøv om du kan finde navngivne sundhedsfaglige personer, der står inde for kvaliteten af informationerne, og overvej samtidig,  hvem der er målgruppe. Tjek også datoen på sidste opdatering. Hvis der ikke er en tydelig forfatter til sundhedsoplysningerne eller dato, så kan du ikke være sikker på hverken relevans eller validitet.
  4. Hvordan synes du sproget er på hjemmesiden? Er det informativt neutralt eller sensationspræget? Husk altid at dobbelttjekke informationer/fakta. Er det næsten for godt til at være sandt, så er det nok usandt.
  5. Hvis du på nogen måde er i tvivl om de oplysninger, du finder på nettet, så spørg os endelig. Vi vil gerne være din sparringspartner. Nogle gange kan det være svært at skelne holdninger/meninger fra faktuel viden.
Scroll to Top
Scroll til toppen